Vi mener...
Vores principper
Stop indvandringen
Danmark er ikke et indvandrerland og har aldrig været det. Vi vil ikke acceptere en multi-etnisk forvandling af landet.
Danmark er danskernes land, og borgerne skal have mulighed for at leve i et trygt retssamfund, der udvikler sig i overensstemmelse med dansk kultur.
Udlændinge skal kunne optages i det danske samfund, men kun under forudsætning af, at dette ikke sætter tryghed og folkestyre på spil.
Udenlandske statsborgere skal i meget begrænset omfang, efter særlige regler og i overensstemmelse med Grundlovens bestemmelser, kunne opnå dansk indfødsret.
Vi skal selv bestemme i Danmark
Dansk Folkepartis formål er at hævde Danmarks selvstændighed og at sikre det danske folks frihed.
Vi er forpligtede af vor danske kulturarv og vort ansvar for hinanden som folk. Derfor vil vi styrke landets ydre og indre sikkerhed.
Vi ønsker et land bestående af frie danske borgere, som gives muligheder for at klare sig selv og bestemme over sig selv; men staten må samtidig forpligtes til at støtte de danskere, der er i vanskeligheder og hjælpe dem til tryghed.
Vi ønsker landet og folkestyret udviklet i frihed og vil bekæmpe ethvert forsøg på at indskrænke folkestyret og borgernes frihedsrettigheder.
Dansk Folkeparti vil spille en aktiv rolle i folkestyret: I folketing og i kommunale råd vil vi – gerne gennem samarbejde med andre partier – samvittighedsfuldt arbejde for at få gennemført så meget af vor politik som muligt.
Lov og orden
Opretholdelse af lov og orden er af stor betydning i et retssamfund. Der skal derfor være sammenhæng mellem forbrydelse og straf
Det er af stor betydning for borgernes retsbevidsthed, at forbrydelser hurtigt og effektivt følges op af domfældelse og en retfærdig straf. Det er sjældent tilfældet i dag, hvor forbrydere alt for ofte slipper afsted med et rap og nalderne.
Danmark er et godt samfund vi skal værne om sammen. Det gør vi bl.a. ved at forebygge, rehabilitere men naturligvis også ved konsekvent at udvise forbryderiske elementer fra udlandet.
Velfærd
Enhver, der har behov herfor, skal have hjælp gennem et velfungerende social- og sundhedssystem
Pleje og omsorg af ældre og handicappede er en offentlig opgave. Det skal sikres, at disse grupper af borgere får et værdigt og trygt liv med ens vilkår overalt i landet.
Sundhedspleje og sygehusvæsen skal være på højeste niveau og som udgangspunkt være offentligt og finansieret over skatterne. Forebyggende sundhedspleje skal prioriteres højt.
Dansk kulturarv
Landet bygger på den danske kulturarv, og dansk kultur skal derfor bevares og styrkes
Kulturen består af summen af det danske folks historie, erfaringer, tro, sprog og sædvaner. Beskyttelse og videreudvikling af denne kultur er en forudsætning for landets beståen som et frit og oplyst samfund.
Vi ønsker derfor en bred indsats for at styrke danskheden overalt. Udenfor Danmarks grænser bør der gives økonomisk, politisk og moralsk støtte til danske mindretal.
Kernefamilien
Familien er kernen i det danske samfund
Danmark er afhængig af de vilkår, familierne tilbydes. Det nære bånd mellem ægtefæller, børn, forældre og bedsteforældre er bærende for landet og af stor betydning for landets fremtid.
Familien skal sikres de bedste muligheder for at kunne fungere.
Vi ønsker ligeledes at gøre det klart at vi ikke mener at krænkelseskulturen har nogen plads i vores samfund og at den tværtimod risikerer at undergrave vores liberale demokrati.