Politik

Sundhed

Del siden med dine venner

Dansk Folkeparti er tilhængere af borgernes frie og lige adgang til det offentlige sygehusvæsen, og vi forventer, at Danske Regioner, som har ansvaret for sygehusvæsenet, leverer topkvalitet overalt i landet – både når det gælder ambulancer og lægehjælp samt på sygehusene.

Dansk Folkeparti mener, at danskerne skal have de samme patientrettigheder uanset, hvor de bor i landet.

Det er eksempelvis ikke rimeligt, at man nogen steder i landet skal vente længere på en ambulance end i andre dele af landet. Derfor arbejder Dansk Folkeparti for forbedret akuthjælp i hele landet ved at øge beredskabet og sikre paramedicinere i alle ambulancer.

Geografi må ikke have nogen betydning for behandlingsmuligheder. Derfor arbejder Danske Folkeparti for, at lokale behandlingstilbud skal leve op til samme høje kvalitet i hele landet gennem en national kvalitetsplan.

Dansk Folkeparti arbejder for kommunale sundhedscentre i hele landet med praktiserende læger, speciallæger, psykologer og andet sundhedspersonale. Det skal øge tilgængelighed og sammenhæng samt sikre kort afstand til sundhedstilbud af høj kvalitet.

Sundhedscentrene skal stå for forebyggelse, sundhedsfremme og rehabilitering men også kontroller og simple undersøgelser, som nogen ellers skal rejse langt efter at få på sygehusene i dag.

Dansk Folkeparti arbejder for, at der uddannes nok almen praktiserende læger, sygeplejersker samt speciallæger og ikke mindst, at der er adgang til dem i hele landet.

Det kræver først og fremmest, at uddannelseskapaciteten er i orden og at uddannelserne er attraktive. Der skal bevilges tilstrækkelige midler til dette.

Herudover arbejder Dansk Folkeparti for at arbejdsforholdene i sundhedssektoren forbedres, for både at sikre tilgangen til sundhedsuddannelserne og fastholdelse af medarbejderne i sundhedssektoren.

Psykiatrien er alt for længe blevet underprioriteret. Dansk Folkeparti arbejder for en reel ligestilling af psykiatrien og somatikken.

Der skal i psykiatrien sikres flere ansatte og flere sengepladser, dels så man ikke udskriver for hurtigt, dels så man sikrer en indlæggelse, når det er nødvendigt. Men der skal også gøres mere for at stoppe tilstrømningen til de psykiatriske afdelinger. Derfor skal kommunerne rustes til at håndtere og støtte børn og unge langt bedre. Eksempelvis skal Psykologer i PPR kunne behandle lettere tilfælde af angst, som ofte er startskuddet til en psykiatrisk diagnose.

Dansk Folkeparti vil have oprettet en speciallægeuddannelse i palliation.

Kombinationen af flere ældre og bedre og livsforlængende behandlingsmuligheder øger antallet af døende patienter, og det skal sundhedsvæsenet være forberedt på. I kombination med en speciallægeuddannelse inden for palliation skal der de kommende år oprettes flere hospicepladser, ligesom det øvrige personale inden for sundhedsvæsenet skal uddannes i håndtering af døende patienter – eksempelvis sygeplejersker og social- og sundhedshjælpere.

ORDFØRER

Har du læst Mortens seneste nyhedsbrev?
Vær med til at støtte blå bloks bløde hjerte.

ER DU ENIG?

Valget er dit…