Værdighedsmilliarden. Klippekortet. Ældrechecken.
Dansk Folkeparti har sat markante aftryk på forholdene for vores seniorer. År efter år har vi kæmpet for værdighed for vore ældre. For der er ikke noget smukkere end at honorere vores ældre, der har trukket det store læs for Danmark i mange, mange år.
Men vi er slet ikke færdige. Vores ældre fortjener bedre.
Derfor foreslår vi blandt andet:
Ny ældrelov med minimumsrettigheder
- Faste hjemmehjælpere i ældreplejen, så ældre mødes af de samme, få hjemmehjælpere. Det skaber større tryghed for den ældre og forbedrer kvaliteten af den pleje, der gives, når hjælperne kender borgeren.
- Plejehjemsgaranti for alle ældre over 80.
- Ret til et dagligt bad og til ugentlig rengøring.
- Udvidelse af klippekortsordningen. Dansk Folkeparti ønsker to timers hjælp til alle ældre om måneden til fri disponering, hvorved der skal være mulighed for valgfrit at vælge serviceydelser i det offentlige, private, gennem frivillige foreninger eller de pårørende.
Bedstes første sygedag
Vi vil have indført ’bedstes første sygedag’ for personer på arbejdsmarkedet, så yngre familiemedlemmer fx kan følge et ældre familiemedlem til lægen.
Digitalt fripas
Vi vil indføre et digitalt fripas, der kan fritage borgere fra al digital kommunikation med det offentlige. De digitale krav i sammenhæng med NemID, MitID, e-Boks, Mit.dk, Borgerservice og et hav af selvbetjeningstjenester på nettet er ydmygende for utallige – især ældre – borgere, som ikke kan finde hoved og hale i systemerne.
Ifølge en rapport fra tænketanken Justitia har 20-25 procent af den danske befolkning svært ved at følge med i digitaliseringen, og hvis ikke de har familie eller andre, der kan hjælpe dem, er de totalt ladt i stikken. Så respektløst kan vi naturligvis ikke behandle borgerne.
DF stiller derfor forslag i Folketinget om at indføre et digitalt fripas, så borgere kan fritages for den digitale kommunikation med det offentlige. Med andre ord skal de digitale krav fjernes og gøres til et tilbud.
Slut med diskrimination af ældre
Vi vil gøre op med diskrimination af ældre – i første omgang på to væsentlige områder:
– Ældre skal ikke forskelsbehandles på ejendomsmarkedet
Det skal gøres nemmere for seniorer at få adgang til såkaldte nedsparingslån eller 30-årige realkreditlån med afdragsfrihed. Allerede i dag oplever mange seniorer at blive usagligt diskrimineret og få afslag på optag eller omlæg af realkreditlån, fordi Finanstilsynet pålægger banker og realkreditinstitutter at stramme kravene, jo ældre kunderne bliver. Dette ønsker Dansk Folkeparti at gøre op med.
– Ældre skal ikke forskelsbehandles på arbejdsmarkedet
Derfor skal seniorer, der ønsker at blive på arbejdsmarkedet, have samme muligheder og rettigheder som andre. I dag er der fx forskelsbehandling, når det kommer til at modtage erstatning for tabt arbejdsevne som arbejdende pensionist. Derfor ønsker vi en arbejdsgruppe nedsat, der skal identificere disse barrierer og komme med forslag til at løse dem.
Ældre skal kompenseres
Vi vil kompensere ældre for den markante inflation, vi oplever, ved at lade pensionen stige i takt med prisstigningerne, så de ældre ikke taber købekraft.
Ensomhedsambassadører
Dansk Folkeparti vil oprette ordninger med ensomhedsambassadører i alle kommuner. Deres rolle skal både være at forebygge ensomhed, så færre bliver ensomme, og hjælpe mennesker ud af ensomheden. Ingen skal sidde alene tilbage med fjernsynet som eneste ven.