Kernefamilien med far, mor og børn er vores udgangspunkt.
Familien er samfundets vigtigste enhed – vi skal værne om den og styrke den.
Din familie og dit land er de to vigtigste bånd.
Vi skal gøre det nemmere at indrette et godt familieliv – også for familier med én forsørger eller med en stor skævvridning i indkomst.
Familien er samfundets kerne
Familielivet danner rammen om de fleste menneskers tilværelse. Den nære følelsesmæssige tilknytning mellem ægtefæller, børn og forældre er bærende for ethvert godt samfunds udvikling. Hjemmet danner rammen om børns opvækst og er holdepunktet i de fleste voksnes liv. De fleste af os husker tilbage på vores barndom med glæde – vi skal skabe rammerne så det er tilfældet for alle børn i Danmark.
Samfundsværdierne videreføres i familierne. De omgangsformer og den gensidige respekt og forpligtelse over for andre mennesker, som børn oplever i deres hjem, er afgørende for deres videre liv. Det Danmark, vi kender og holder af, er bygget på familier. Derfor mener vi i Dansk Folkeparti, at samfundet skal forpligtes til at give familierne de bedst mulige vilkår. Det betyder, at arbejdsliv, fritidsliv og privatliv skal spille sammen, så familierne har mulighed for at prioritere tid sammen. Som borgere skal vi kunne forvente, at børne- og ungeinstitutionerne samt landets arbejdspladser – offentlige som private – indretter fleksible rammer til medarbejderne, så familielivet kan trives.
Skønt også andre familiemønstre kan give børn en tryg og god opvækst, er ægteskabet fortsat det naturlige udgangspunkt for familielivet, og andre samlivsformer må derfor ikke begunstiges skattemæssigt eller på anden vis i forhold til ægteskabet.
Børn og samfund
De fleste danske børn tilbringer hverdagen i institutioner, hvorfra de modtager en høj grad af påvirkning. Dansk Folkeparti vil sætte fokus på kvaliteten af vuggestuer, børnehaver og fritidsordninger. Der bør lægges vægt på de værdier og menneskelige kvaliteter, der er vigtige i kontakten med børn. Mangfoldigheden, valgmulighederne og nærdemokratiet i daginstitutionerne skal bevares. Dansk Folkeparti finder dog, at der er behov for at erkende begrænsningerne i den opdragende indsats, samfundet kan yde. Forestillingen om, at samfundet skulle kunne overtage en betydelig del af omsorgsopgaverne og opdragerfunktionerne i forhold til børn, er ideologisk betinget og meget betænkelig. Offentlig omsorg hverken kan eller skal erstatte de naturlige bånd og netværk i form af familier og venskaber.
Dansk Folkeparti mener, at børns udvikling, trivsel, opdragelse, kost- og motionsvaner er forældrenes ansvar. Det er forældrenes opgave at formidle almindelige færdigheder og viden til deres børn, herunder også evnen til at omgås andre mennesker og færdes i samfundet på en hensynsfuld måde. Derfor bærer forældrene i den sidste ende ansvaret for deres børns handlinger og opførsel, indtil disse bliver myndige. Dette skal dog foregå med størst mulig opbakning og støtte fra institutionerne i det omgivende samfund. Uddannelsessystemet skal således oplyse om uddannelsesmulighederne og ikke mindst introducere til og engagere eleverne i det kulturelle og politiske liv i Danmark.
I spændet mellem arbejde, skole, fritidsinteresser, venner og pligter må vi aldrig glemme de mennesker, der falder uden for de gængse rammer. Samfundet skal træde til med støtte for vores udsatte, når de har brug for det. Børn og voksne, som har oplevet svigt og misbrug, skal hjælpes til at håndtere livet, og mennesker med svære livsvilkår som sygdomme eller handicap skal støttes af et ansvarligt og omsorgsfuldt samfund. Omsorg og pleje for landets svageste er en mærkesag for Dansk Folkeparti
Andre familieformer
Dansk Folkeparti anerkender og værdsætter det bidrag til samfundet, som adoptionsforældre gør ved at adoptere forældreløse eller uønskede børn. Derfor skal reglerne for adoption lempes – dog naturligvis inden for forsvarlighedens grænser. Sagsbehandlingstiden bør nedbringes, og aldersgrænsen for adoption bør sættes op til mindst 43 år. Danskerne lever generelt længere og har forbedret helbred, og det er derfor Dansk Folkepartis opfattelse, at også midaldrende fuldt forsvarligt vil kunne adoptere. Dertil kommer, at hjælpen til familien efter adoptionen skal forbedres, således at adoptivforældrene får den optimale støtte i familieetableringen. Kernefamilien er en af de vigtigste familieværdier, og derfor støtter vi ikke enliges ret til at adoptere. Dansk Folkeparti anerkender, at enlige kan være lige så gode forældre som par, men vi ønsker ikke et retligt udgangspunkt, hvor barnet på forhånd fratages retten til både en far og en mor.
Familien bestående af mor, far og børn er samfundets kerne, men også andre familiemønstre kan give børn en tryg og god opvækst.