Vi ønsker en forbrugerpolitik, der beskytter forbrugerne og især sikrer svage forbrugergrupper.
Forbrugerne har krav på korrekte og fyldestgørende oplysninger om varer.
Ansvarlig forbrugerpolitik
Dansk Folkeparti ønsker en forbrugerpolitik, der beskytter forbrugerne og især sikrer svage forbrugergrupper. Det er en offentlig opgave først og fremmest at beskytte forbrugernes sundhed og sikkerhed og at opretholde et lovgrundlag for, at forbrugerne til enhver tid har mulighed for at træffe sunde og økonomiske forbrugsvalg, der også i tilstrækkelig grad tager hensyn til det omgivende miljø.
Forbrugerens krav på korrekte og fyldestgørende informationer om varer og tjenesteydelser skal derfor tillægges stor betydning. Ligeledes er det væsentligt at sikre forbrugernes juridiske og økonomiske rettigheder gennem en bevidst forbrugerpolitik. Sagsbehandlingstiden i Forbrugerklagenævnet skal nedbringes til et rimeligt niveau, således at sager ikke ophobes. Dertil kommer, at Dansk Folkeparti vil arbejde for indførelsen af en obligatorisk orientering af forbrugerne på vigtige områder, heriblandt forsikringsspørgsmål og elementerne i købeloven, således at forbrugerne ikke kan lokkes til at investere i eksempelvis overflødige tillægsforsikringer.
Samfundet skal ikke diktere forbrugerne, hvad der er god kvalitet, og hvad der ikke er det. Men vi skal sørge for, at forbrugerne har adgang til så mange fyldestgørende oplysninger, som muligt, før de træffer deres købsvalg. Oplysningsforpligtelsen skal påhvile producent og sælger. Vi skal oplyses i detaljer om et produkts ingredienser, tilsætning, oprindelsesland og produktionsmetode, herunder slagtemetode, så vi selv kan vælge.
Samtidig ønsker Dansk Folkeparti dog at fastholde, at Danmark selv skal bestemme over vores fødevarer og forbrugerbeskyttelse. Danmark bør til hver en tid selv kunne fastsætte egne regler og niveauer for fødevareindustrien. EU’s standarder skal kun være minimumsstandarder, som nationerne frit kan forbedre. Derfor er vi stærkt skeptiske over for EU’s regler om det indre marked, som kræver totalharmonisering, samt EU’s landbrugspolitik, som forvrider markedskræfterne og resulterer i dyrere varer for forbrugerne.
Ikke kun i forholdet til private producenter og udbydere, men også i de sammenhænge, hvor offentlige institutioner optræder som leverandør af varer eller tjenesteydelser, er der behov for varetagelse af forbrugernes interesser. Man bør i forbrugerpolitikken efter Dansk Folkepartis opfattelse i de kommende år være yderst opmærksom på, om offentlige institutioner i tilstrækkelig grad lever op til de krav om kvalitet og sikkerhed, der bør stilles. Dansk Folkeparti vil arbejde for, at offentlige udbydere i fremtiden i større omfang bliver pålagt at foretage kvalitetskontrol.
Dansk Folkeparti lægger vægt på, at producenter, distributører, forhandlere og forbrugere kan nære tillid til hinanden og respektere hinandens holdninger og behov. Det er vigtigt, at alle led i kæden handler på et velinformeret grundlag og i tillid til de regelsæt, der gælder. Forbrugermyndighederne, uafhængige forbrugerorganisationer og klagenævn bør holde sig for øje, at deres vigtigste opgave er at sikre alle markedsaktører fra producent til slutbruger fornuftige og sikre vilkår i markedet.
De nødvendige kontrolfunktioner skal opleves som rimelige og hensigtsmæssige.
Dansk Folkeparti er tilhænger af offentliggørelse af kontrolresultater, som er forbrugerorienterede. Dansk Folkeparti går ind for gennemsigtighed for den enkelte forbruger.
Vidste du…?
- At vi i Danmark handler for mere end 120 milliarder kroner på nettet?
- At mange af de varer vi køber i udlandet, eksempelvis i Kina, ikke overholder minimumsstandarderne for produktsikkerhed? Med andre ord, så indeholder de skadelige stoffer.
- At det er så billigt at importere fra bl.a. Kina fordi de får rabat på posten fordi de betragtes som et uland?