Det er velfærdssamfundets opgave at sikre et sikkerhedsnet under vores udsatte, svage og handicappede.
Alle skal have den hjælp, de har behov for. Det kommer med en pris, som vi skal være klar til at betale som samfund.
Kvaliteten på handicapområdet skal løftes ved at ansvaret for området flyttes til regionerne.
En ansvarlig og værdig socialpolitik
Dansk Folkeparti står for en ansvarlig og værdig socialpolitik.
Et samfund bør bedømmes på, hvordan det behandler sine udsatte og svage medborgere. Omsorg, behandling og støtte til udsatte og mennesker med handicap er som udgangspunkt en offentlig opgave, som skal løses med afsæt i den enkelte borgers ve og vel. Det centrale er at højne livskvaliteten, uanset hvilke udfordringer den enkelte står overfor. Borgeren må på intet tidspunkt føle sig som en byrde. Derfor er det også velfærdssamfundets opgave at sikre, at der altid er et sikkerhedsnet under de mennesker, der havner i en situation, hvor de har brug for hjælp.
Det er vigtigt, at udsatte og mennesker med handicap, uanset hvor de bor i landet, får så trygt og værdigt et liv som muligt.
Dansk Folkeparti arbejder for at skabe de bedst mulige forhold for samfundets mest udsatte borgere både nationalt og kommunalt. Vores ønske er, at alle får den hjælp, de har behov for – også når det fra myndighedernes side skønnes at blive omkostningstungt.
Vidste du, at…
- • I mere end 1 ud af 3 klagesager på handicapområdet blev der fundet fejl i kommunernes sagsbehandling i perioden fra 2013-2021?
- Op mod 50.000 mennesker med handicap er ledige og klar til at tage et job?
Mennesker med handicap
Mennesker med handicap har krav på et værdigt og trygt liv. Dansk Folkeparti arbejder for, at mennesker med handicap ligestilles med personer uden handicap, både når det kommer til uddannelse, bolig og arbejdsmarked. Man skal, hvis man har et handicap, have krav på tilpassede uddannelsestilbud, boliger og der skal gøres en indsats for at man bliver hjulpet i job.
Dansk Folkeparti mener, at hvis man har et handicap, så skal man fuldt ud skal kompenseres fra det offentlige for de merudgifter, deres handicap medfører.
Herudover skal familier, hvor barn eller forælder har et handicap sikres den nødvendige hjælp og støtte. Eksempelvis skal yngre mennesker med handicap have krav på et egnet botilbud blandt jævnaldrende. De skal ikke tvinges til at bo på plejehjem.
Dansk Folkeparti mener, at det specialiserede handicapområde bør flyttes ud af kommunerne. I mere end hver tredje klagesag på området i perioden fra 2013-21 blev der fundet fejl i kommunernes administration på handicapområdet. Det er uacceptabelt. Kvaliteten for den enkelte borger og dennes familie skal sikres og løftes.
Anbringelser
Dansk Folkeparti ønsker at få anbringelsesområdet kulegravet. Der sker desværre alt for mange fejl og lovbrud ude i kommunerne.
Vi arbejder for børn og unges ret til, så vidt det overhovedet er muligt, at blive inddraget i deres egen sag, når de står foran en anbringelse. Men i Dansk Folkeparti arbejder vi for familierne som helhed. Vi kæmper for, at de skal have den hjælp og støtte, som de har behov for, for at kunne sikre en tryg opvækst for børnene. Hvis en anbringelse er nødvendig, mener Dansk Folkeparti, at det altid bør undersøges, om der er et netværk, der kan træde til, i stedet for at anbringe hos en fremmed plejefamilie.
Vi skal hverken have flere eller færre anbringelser. Vi skal have lige akkurat det rette antal anbringelser.
Hjælp til dem der ikke kan selv
Indsatsen for at forbedre forholdene for fysisk, psykisk, socialt udsatte og truede personer skal forstærkes. Det skal blandt andet ske gennem revalidering, psykologisk og psykiatrisk bistand.
For dem der ikke er i stand til at varetage et almindeligt arbejde, skal der tildeles offentlige ydelser på et rimeligt niveau, der muliggør, at udsatte grupper ikke i tilslutning til deres problemer skal bekymre sig om manglende økonomisk formåen.
Dansk Folkeparti mener, at niveauet for ydelser i dagpenge- og kontanthjælpssystemet skal muliggøre en god livsførelse. Motivation til at deltage på arbejdsmarkedet skal ikke ske ved at reducere ydelserne i kontanthjælps- og dagpengesystemet.
Omvendt er det vigtigt, at dem der kan arbejde tilskyndes og hjælpes til det. Udgangspunktet skal altid være, at personer, der modtager offentlig forsørgelse og som ikke er syge, står til rådighed for arbejdsmarkedet.
Her er det vigtigt, at indvandrere – og særligt indvandrerkvinder – hvor udfordringerne typisk er kulturelt betingede indgår på arbejdsmarkedet i meget større omfang end hidtil. Vi må ikke acceptere, at det er kultur der forhindrer, at man er på arbejdsmarkedet.
Dansk Folkeparti mener, at det er centralt, at jobcentrene forpligtes og får plads til en individuel og håndholdt indsats med udgangspunkt i den enkelte og dennes udfordringer.
Førtidspension
Borgere der ikke har nogen arbejdsevne skal tildeles førtidspension. Man skal ikke fastholdes i kontanthjælpssystemet, hvor man skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet og risikerer at skulle gennem udsigtsløs arbejdsprøvning, revalidering mv. Hensynet til det enkelte mennesker skal sættes i højsædet.
Samtidig arbejder Dansk Folkeparti for et rummeligt arbejdsmarked, hvor personer med nedsat funktions- og arbejdsevne med den rette hjælp kan klare et fleksjob eller anden beskæftigelse. Men det skal ske uden pres fra det kommunale jobcenter.