Når et lille land som Danmark ikke er blevet opslugt af mere magtfulde naboer, skyldes det, at vi har haft viljen og evnen til at bevare selvstændigheden. Det betyder ikke, at Danmark på noget tidspunkt har kunnet føre en politik, der var uafhængig af verden uden om os. Det betyder derimod, at vi under skiftende forhold har formået at varetage vore egne forhold på en måde, som har tjente vore interesser og selvstændighed bedst.

På mange områder er udviklingen i verden i dag hurtigere og mere omfattende end tidligere i historien. Det medfører store udfordringer og en større indbyrdes afhængighed mellem landene. For at sikre vores selvstændighed har vi derfor behov for et nært samarbejde med andre lande, hvis interesser er sammenfaldende med vores.

For Dansk Folkeparti betyder det imidlertid ikke, at vi skal lade den omgivende verden diktere, hvilken politik, Danmark skal føre. Det gælder både organisationer som EU og FN ligesom det gælder Amnesty International og alle de andre venstreorienterede NGO’er. I Danmark bestemmer danskerne.

Dansk Folkeparti er tilhænger af, at Danmark såvel nationalt som gennem internationalt samarbejde modarbejder globaliseringens skadelige virkninger.

Vi har en forpligtelse over for det danske folk. Alle andre kommer i anden række.

Dansk Folkeparti betragter de almene frihedsrettigheder som grundlaget for ethvert ordnet samfund og ønsker derfor, at disse rettigheder respekteres af alle folkeslag, men Vesten skal generelt være varsom med at søge frihed og demokrati indført eller fremskyndet med våbenmagt i lande udenfor vor kulturkreds. Hvor Danmarks eller NATOs sikkerhedsinteresser tilsiger det – eksempelvis i kampen mod den internationale terrorisme – skal vi naturligvis yde vort bidrag.

Dansk Folkeparti ønsker i det hele taget, at Danmark aktivt varetager sine interesser i forhold til den internationale udvikling gennem deltagelse i de internationale samarbejdsorganisationer, vi er medlemmer af.

FN skal først og fremmest arbejde for fredelig sameksistens mellem medlemslandene. Det kræver medvirken til at skabe en international udvikling, så økonomiske og sociale skel formindskes, men det kræver også mulighed for akut indgriben i militære konflikter, borgerkrige, hungerkatastrofer m.v. IMF, Den internationale Valutafond, skal have styrkede muligheder for at regulere det internationale pengevæsen for derved at skabe større økonomisk stabilitet og forhindre spekulation.

Dansk Folkeparti støtter Danmarks medlemskab af FN, men ønsker, at FN reformeres omfattende. FN’s indsats har på en række områder været utilstrækkelig, og nogle aktioner har været helt fejlslagne. Desuden lider FN-systemet som helhed af et voldsomt bureaukrati og korruption. FN lider grundlæggende af de problemer som også størstedelen af medlemslandene lider under – størstedelen af medlemslandene er nemlig ikke længere vestlige demokratier, men derimod ufrie og udemokratiske lande.

FN skal koordinere medlemslandenes indsats for at forhindre, at der opstår tilstande, som tvinger mennesker til at flygte fra deres hjem. FN skal koordinere den internationale indsats for at hjælpe flygtninge i nød. Indsatsen skal først og fremmest ydes i eller tæt på de lande, flygtningene kommer fra. FN skal etablere centre, hvor flygtningene kan leve indtil deres tilbagevenden. Enhver overførsel af flygtninge til andre lande udenfor deres egen kulturkreds skal ske planlagt og med modtagerlandets accept.

Danmark bør bidrage til, at alle frie, selvstændige og demokratiske nationer, der overholder menneskerettighederne, kan optages som medlem af FN.

Danmark har et stærkt kulturelt, sprogligt og historisk slægtskab med de nordiske lande. Dansk Folkeparti ønsker det nordiske samarbejde udbygget.

De nordiske værdier er individualisme, respekt for individet, individuelt ansvar kombineret med en høj grad af pligtfølelse overfor fællesskabet og ikke mindst kvindens frie stilling, som går meget langt tilbage i historien.

Dansk Folkeparti mener, at det er afgørende at bevare Norden som et område, hvor mennesker frit kan leve og udfolde sig og føle, at det fællesskab, de bidrager til, er værdifuldt. Vores samfund har aldrig modtaget så massiv en påvirkning udefra som i disse år. Derfor er det mere end nogensinde vigtigt at forsvare de idealer om ligeværdighed, som de nordiske samfund er bygget på.

Dansk Folkeparti ser med bekymring på, at der nu i alle de nordiske lande er religiøst funderede ideologiske kræfter, der har til formål at ændre på den ligeværdighed og den frihed, vi nordiske folk har kæmpet så hårdt for gennem tiderne, og vi vil bekæmpe de kræfter, der vil friheden og ligeværdigheden til livs.

Danmarks ambassader og konsulater har stor betydning for dansk eksport og er med til at repræsentere Danmark rundt om i verden. De skal derfor bevares, men i visse tilfælde kan der af besparelseshensyn søges samarbejde med de øvrige nordiske lande om fællesnordiske ambassader – som det eksempelvis er sket i Berlin.

Dansk Folkeparti støtter opretholdelsen af rigsfællesskabet mellem Danmark, Grønland og Færøerne. Den samhørighed, som er opbygget mellem de tre dele af riget bør bevares og fordybes. Dansk Folkeparti imødekommer de grønlandske og færøske ønsker om øget selvstændighed inden for Grundlovens rammer. Ønsker befolkningerne i Grønland og på Færøerne en fuldstændig løsrivelse fra Danmark, og tilkendegiver de dette ved folkeafstemninger, agter Dansk Folkeparti ikke at modsætte sig dette, men det er bestemt ikke vort ønske. Vi ønsker en stærk forbindelse til vores venner nordpå, og vi mener også at dette må være i deres interesse.

Ønsker Grønland eller Færøerne øget selvstyre skal det sikres, at også deres økonomiske selvstændighed øges. Med andre ord skal bloktilskuddet, som danske skatteydere betaler, reduceres eller helt bortfalde. Såfremt der findes olie eller andre naturressourcer i Grønlands undergrund bør indtægterne tilfalde rigsfællesskabet.

Grønlændernes og færingernes kultur skal respekteres og bevares. Danmark bør på internationalt plan arbejde for alle oprindelige folks rettigheder.

Gennem øget inddragelse af Grønland og Færøerne i det nordiske samarbejde, blandt andet gennem Nordisk Råd, skal det sikres, at deres befolkninger tages med på råd om vigtige beslutninger, ligesom Grønland og Færøerne skal høres om udenrigspolitiske afgørelser, der angår de nordatlantiske områder. De endelige beslutninger træffes dog af den danske regering og Folketinget i overensstemmelse med Grundloven.

Flere store og små lande, som tidligere var fattige, har i de seneste årtier vredet sig løs af underudviklingens jerngreb, men kløften mellem rige, udviklede lande og fattige, uudviklede lande er i den nyeste tid blevet stadig dybere.

Udvikling af et samfund er en kompliceret proces, som er betinget af samtlige elementer i samfundets civilisation og kultur: Religion, værdinormer, sædvaner, traditioner, holdninger og sprog er bestemmende for de væsentlige politiske og sociale forhold. Dermed er fattigdom i høj grad at anse for et kulturelt betinget problem, fordi et samfunds udvikling dybest set afgøres i befolkningens bevidsthed. Kulturen afgør, hvordan en befolkning arbejder, hvordan forholdet mellem de to køn er, hvordan magtforholdene er i familielivet og i samfundet, hvilke holdninger, der er til befolkningstilvækst, til økonomisk vækst og til omgivende nationer og kulturer.

Det er mestendels på grund af forskelle i kulturen, at nogle fra naturens hånd ufrugtbare og ressourcefattige lande har udviklet orden og velstand, mens nogle meget frugtbare og ressourcerige lande er præget af overbefolkning, fattigdom og diktatur.

Hvis det ikke lykkes at ændre den omfattende underudvikling af en meget stor del af den verden, som omgiver os, er der en alvorlig risiko for, at fattigdom og overbefolkning fører til fjendtlige sammenstød mellem de forskellige kulturer.

Store dele af verden behøver en gennemgribende reformation og hjælp til at udvikle sig økonomisk og demokratisk. Udviklingslandenes befolkninger kan se i TV, hvordan livet er i Vesten, og flygtninge og indvandrere kan melde tilbage til deres landsmænd, at det er uendeligt meget bedre at bo i Vesten.

De forskelle, der på den måde kunstigt skabes i en befolkning, hvoraf en del er kommet til Vesten og er blevet styrtende rige i forhold til deres landsmænd, er blot med til at gøre situationen endnu mere grotesk. Resultatet bliver, at flere og flere mennesker i den tredje verden kun drømmer om at komme væk. Det er de mennesker, hvis indsats burde fokusere på at gøre deres eget samfund værd at leve i.

Udvandring til Vesten er ikke en løsning på den tragiske situation, en stor del af verdens befolkning lever i. Selv om flere hundrede millioner vandrede til Europa, ville problemerne i udviklingslandene ikke blive mindre, og samtidig ville de europæiske landes velfærdssamfund bryde sammen.

De fattige landes problemer løses ikke blot ved, at Vesten åbner for import af deres varer, men først og fremmest ved, at landenes produktion til eget forbrug og til investeringer forøges. Det kræver omfattende institutionelle og politiske reformer.

Hvis det ikke lykkes både at standse den voldsomme befolkningstilvækst i udviklingslandene og samtidig øge produktionen og udviklingen af velfungerende samfundssystemer, vil der opstå kaos i mange udviklingslande, og omfattende folkevandringer vil være uundgåelige.

Der er i EU’s politiske organer og i mange af medlemslandenes regeringer en udbredt opgivenhed over for den katastrofale udvikling i verdens befolkningstal og de konsekvenser, som overbefolkningen indebærer for mennesker i udviklingslandene. Samtidig eksisterer der en ubegrundet opfattelse af, at indvandring til EU skaber større lighed og retfærdighed. Det modsatte er tilfældet.

Dansk Folkeparti finder, at såvel EU’s som de fleste europæiske landes indsats for at forbedre udviklingslandenes vilkår er helt utilstrækkelig. Det nytter ikke blot at tilføre landene økonomiske ressourcer, for de går i vidt omfang til spilde, hvis ikke landenes kultur og hele samfundsmæssige organisation ændres. En målrettet indsats for at ændre udviklingslandenes kultur er en forudsætning for at forhindre en masseindvandring, som de europæiske lande ikke kan bære.

Dansk Folkeparti anser en omfattende plan for bistand til institutionsudvikling, demokratisering og børnebegrænsning i udviklingslandene for bydende nødvendig.

En sådan udviklingsindsats har ikke alene en humanistisk begrundelse, men må anses som afgørende for verdens sikkerhed.

Dansk Folkeparti mener, at der skal opstilles klare mål for, hvordan dansk ulandsbistand skal fungere. Dansk ulandsbistand skal medvirke til at forebygge, at der opstår krig og andre situationer, hvor mennesker tvinges på flugt fra deres hjemegn og land.

Hjælpen skal koncentreres om at hjælpe flest mulige flygtninge i deres nærområde og i højere grad støtte flygtninges tilbagevenden til deres oprindelsessted. Lande, som ikke vil tage egne statsborgere tilbage, der har fået afslag på asyl i Danmark, skal ikke kunne modtage bistandshjælp fra Danmark.

Danmark yder en omfattende ulandsbistand, såvel tosidet som gennem FN-systemet og EU. En del af denne bistand har ikke de ønskede virkninger og må derfor ophøre. Dansk Folkeparti vil samtidig arbejde for en effektivisering af bistandens virkninger. Den tosidede danske udviklingsbistand skal målrettes mod lande, hvor vi kan udøve effektiv kontrol med, at bistanden forbedrer levevilkårene for de fattigste, at den modvirker overbefolkning, udvandring og sygdomsspredning, herunder AIDS, og at den fremmer demokrati, menneskerettigheder, konfliktforebyggelse og ligestilling af kvinder og mænd. Der er behov for øget forskning i midler til reduktion af ukontrolleret befolkningstilvækst.

Det må samtidig sikres, at udviklingslandene ikke benytter skadeligt børnearbejde, farlige arbejdsmiljøvilkår, udbytning af arbejdskraften eller miljøødelæggelse for at øge deres produktion. Det handelspolitiske samarbejde med udviklingslandene skal gøres betinget af, at landene overholder menneskerettighederne, og at mindst halvdelen af deres offentlige budgetter, ligesom i velfærdsstaterne, anvendes til undervisning, sociale og sundhedsmæssige formål.

Lande, som udvikler atomvåben eller påfører deres nabolande krig, skal ikke modtage dansk udviklingsbistand. Bistanden til regeringer, der bruger penge på at udvikle eller opretholde atomvåben, har store militærbudgetter, anvender tortur eller fører krig på andre landes område skal ophøre. I dag er der alt for mange uheldige eksempler på lande, som opnår bistand uden at leve op til de mest elementære spilleregler. Det skal vi ikke acceptere. Dansk Folkeparti ønsker, at Danmark skal leve op til FN’s anbefalinger om at yde 0,7 procent af BNP til ulandsbistand.